Ny elev på Sortedamskolen
1.- 9. klasse
Hvis du overvejer et skoleskift for dit barn, skal du i første omgang henvende dig til skoleledelsen på dit barns nuværende skole. Skoleledelsen vil her tage en snak med dig om skoleskiftet og muligheden for samtykke til at udveksle oplysninger om dit barn. Efterfølgende kan du kontakte os, så vi kan gå i dialog om et godt skoleskift, og du har muligvis også nogle spørgsmål, som du ønsker besvaret. Et indskrivningsmøde vil herefter blive arrangeret. Vær opmærksom på, at dit barn kun kan blive indskrevet, hvis vi har plads.
Flytning til Københavns Kommune
Hvis du flytter bopæl til Københavns Kommune og ønsker, at dit barn skal gå i en folkeskole i København, skal du henvende dig på den skole, som tilhører jeres nye bopælsadresse - altså distriktsskolen. Det gælder både, hvis du ønsker distriktsskolen eller en anden folkeskole i København. Hvis du ønsker, at dit barn skal gå på en anden folkeskole i Københavns Kommune end distriktsskolen afhænger denne mulighed af, om der er plads på skolen. Dit barn kan også fortsætte på den skole, det allerede går på i den fraflyttede kommune.
Flytning til ny adresse i Københavns Kommune
Hvis I flytter til en ny adresse i Københavns Kommune, kan dit barn blive på den skole, det allerede er indskrevet på. Hvis I ønsker at flytte skole til den nye distriktsskole, vil jeres barn være garanteret en plads på den nye skole.