Princip for skolehjemsamarbejdet på Sortedamskolen
Principper for skolehjemsamarbejdet
At sikre et godt og konstruktivt samarbejde mellem elever, forældre og personale
At sikre, at samarbejdet underbygger skolens værdier: tryghed, dialog og medbestemmelse samt høj faglighed
At sikre de bedst mulige forudsætninger for den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling
Kommunikation
- En forudsætning for det gode samarbejde er god kommunikation. Det er væsentligt, at kommunikationen er dialogbaseret. Skole og hjem kommunikerer løbende med hinanden.
- Dialogen skal være præget af gensidig respekt.
Gensidige forventninger
Forældreansvar
Eleven møder til tiden, har fået morgenmad og er veludhvilet
Eleven har lavet sine lektier
Eleven er undervisningsparat, har bøger, materialer og madpakke med
Forældre tjekker Aula i løbet af ugen for at orientere sig og forberede barnet på skolen
Forældre deltager i skolens aktiviteter, herunder skole-hjem-samtaler og forældremøder
Forældre skal kende og rette sig efter skolens ordensregler
Elevansvar
Er en god kammerat
Møder til tiden
Laver lektier og have sine ting i orden
Kender og retter sig efter skolens ordensregler
Lærer/pædagog-ansvar
Varetager undervisning og sikrer læringsmuligheder for alle elever
Håndterer konflikter, der er opstået i skolen
Orienterer hjemmet om både faglige og sociale udfordringer/udvikling
Sikrer at alle elever får en meddelelsesbog
Lægger fagenes periodeplaner i Aula/Meebook i takt med, at de udformes. Første periodeplan lægges dog frem senest en uge inden det første ordinære forældremøde
Kender og retter sig efter skolens ordensregler
Praktiske oplysninger
Forældremøder
Møderne skal bruges til at samle alle klassens forældre til debat og information. Emner, der tages op på møderne, vedrører hele klassens faglighed, trivsel og udvikling.
Der afholdes to ordinære forældremøder/temamøder. Første forældremøde afholdes inden efterårsferien. For 9.-klasserne holdes dog kun årets første forældremøde – de har til gengæld dimissionen efter endt afgangsprøver. (Evt. ekstra ved særlige behov).
På møderne deltager klassens forældre og klassens hovedlærere. Hvis klassen har en pædagog tilknyttet, kan vedkommende deltage. Ved første møde i 0., 4. og 7. klasse deltager inklusionspædagogen.
Ved første møde i 1., 4. og 7. klasse præsenteres så mange af klassens lærere som muligt i begyndelsen af mødet.
Desuden kan ledelsen, UU-vejlederen og andre deltage ved særlige behov. I indskolingen deltager så vidt muligt også klassens primære kontakt på fritidsinstitutionen.
Dagsordenen til møderne laves i samarbejde med kontakt- og trivselsforældrene. Kontakt- og trivselsforældrene kan have deres egne punkter på dagsordenen. Somme tider kan kontakt- og trivselsforældrene bruge op til 45 minutter af forældremødet.
Møderne foregår fortrinsvis i tidsrummet kl. 17-19.
Skolehjemsamtaler
Møderne skal bruges til samtaler om den enkelte elev. Om faglige resultater, social udvikling og trivsel. På møderne gennemgås indholdet i meddelelsesbogen og testresultater.
Der afholdes én samtale om året (inden februar), desuden kan der afholdes samtaler efter behov. Meddelelsesbogen sendes til forældrene senest en uge før samtalen.
Til samtalerne deltager som udgangspunkt klassens hovedlærere, eleven og en eller begge forældre. Hvis eleven har støtte, kan vedkommende deltage.
I indskolingen deltager en pædagog fra fritidshjemmet.
Samtalerne foregår fortrinsvis i tidsrummet indtil ca. kl. 19:00.
I udskolingen tilbydes forældre deltagelse i faglærerdag.
Forældrehenvendelse
Ved akut opståede situationer ringes til skolens telefonnummer.
Forældrene kontakter lærerne ved at skrive til dem i Aula. Lærerne svarer hurtigst muligt tilbage. Som minimum får man indenfor to arbejdsdage bekræftelse på modtagelse af sin mail, og indenfor to til fem arbejdsdage kan man forvente at få et uddybet svar på sin mail. Lærerne besvarer henvendelser i den tid, de er til stede på skolen.
Ønsker man at tale i telefon med en lærer, kan man enten kontakte skolens kontor og bede om at blive ringet op eller skrive på Aula, at man gerne vil ringes op.
Hvis man møder op på skolen i løbet af dagen, starter man med at henvende sig på skolens kontor.
Korte beskeder, der ikke kan vente, kan gives til lærerne, inden undervisningen starter.
Information fra skolen
Forældrene får skriftlig information fra skolen om nyheder, informationer og aktiviteter i klassen og på skolen, når det er aktuelt.
Ugeplanen indeholder oplysninger om relevante faglige og sociale aktiviteter i klassen.
Det forventes at forældrene i indskolingen og på mellemtrinnet læser ugeplanen mindst en gang om ugen. I udskolingen forventes det, at forældrene løbende holder sig orienteret gennem ugeplanen.
Forældrene skal hjælpe deres børn med at huske bøger, hjælpemidler m.v. Forældrene skal ligeledes bidrage til, at eleverne får læst lektier og i øvrigt er forberedt til skolen hver dag.
Der kan være lektier og forberedelser, der ikke fremgår af ugeplanen, men som eleverne på anden vis er blevet gjort opmærksom på, at de skal huske. Disse aftaler er lige så bindende, som de aftaler, der fremgår af ugeplanen. Som udgangspunkt kan ugeplanen benyttes til samtaler i hjemmet om skolen, og det der forgår i timerne. Disse samtaler bidrager til elevernes faglige udvikling.
Skolen kontakter desuden hjemmene pr. telefon eller via Aula, når der er behov for det.