Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lejrskole

Principper for lejrskole

Baggrund
Lejrskoler er en god måde for lærere og elever at lære hinanden at kende på fra andre synsvinkler end skoledagen – god relationsdannelse – fælles oplevelser og minder. Det er også en anderledes måde for eleverne at være sammen på – bl.a. ved at lave praktisk arbejde sammen. Det kan gavne elevernes trivsel i al almindelighed. Mere specifikt kan det være med til at danne eller udbygge et inkluderende miljø. Alt sammen gavner det indlæringen.

Principper
I 7. klasse holdes en lejrskole på to dage med én overnatning. De to dage lægges på en torsdag-fredag, hvis det kan lade sig gøre uden for stort besvær* . Dermed kan det være muligt at forlænge med et ekstra døgn fra fredag sidst på eftermiddagen. Hvis forældrene ikke ønsker at forlænge turen, kan lejrskolen lægges på andre ugedage.

Der skal være ansvarshavende forældre hvis der skal forlænges med det ekstra døgn
En forlængelse kræver, at nogle forældre vil overtage ansvaret fra fredag kl. 16 (på grund af overenskomstmæssige hensyn tager lærerne hjem senest fredag kl. 16).

Vores erfaring gør, at vi anbefaler, at der skal være mindst tre forældre per klasse, der melder sig til at tage ansvaret fra det tidspunkt, hvor lærerne tager hjem, og resten af lejrskoleturen. De ansvarshavende forældre får udleveret liste over de elever, der deltager, med telefonnumre til forældre. Det hører med til ansvaret at:
• Sørge for at indkøbe mad til fredag aften og lørdag. Forældrene henter pengene på skolen.
• Sørge for, med elevernes hjælp, at aflevere lejrskolen sådan som lejebetingelserne kræver det.

Betingelser for at deltage på lejrskolen efter at lærerne tager hjem
Selv om der forlænges med det ekstra døgn, så kan forældrene vælge, at deres barn skal hjem, når lærerne tager hjem. I så fald følges barnet af en lærer til et sted på Østerbro, der i forvejen er meldt ud. Hvis forældrene derimod vælger at lade deres barn blive på lejrskolestedet, efter at lærerne er taget hjem, så accepterer forældrene:
• At skolen ikke har ansvar for resten af lejrskoleturen.
• At eleven på resten af lejrskoleturen skal følge anvisninger fra de ansvarshavende forældre. Hvis eleven ikke følger anvisningerne, så kan de ansvarshavende forældre ringe til elevens forældre, for at de skal hente deres barn.

Økonomi for den enkelte familie
Udgifterne betales af skolen, bortset fra at familierne skal betale et beløb for deres barn til kost/forplejning. Beløbet svarer til, hvad en typisk familie sparer ved at barnet ikke spiser hjemme. Beløbet er 80 kr. per dag for 2018, men kan frem over reguleres af skolens daglige ledelse. Hvis der forlænges med det ekstra døgn, så er det 3 dage, der skal betales for. Ellers er det 2 dage. Beløbet indbetales til skolen.

Hvis der forlænges med lørdag, så betaler skolen også leje af lejrskolestedet for det ekstra døgn. Hjemtransport kan eventuelt aftales med skolen. Det forudsættes, at der ikke er andre udgifter, efter at de ansvarshavende forældre har overtaget ansvaret.

Vedtaget af skolebestyrelsen d. 21.03.18 * Det kan være meget svært at finde egnede lejrskole-steder.